Artikler
Visionteknologi med høj fleksibilitet giver procesindustrien et forspring
arrow_backTil oversigten2. september 2025 | Beckhoff Automation ApS
Med Beckhoff Automation i ryggen forvandler ATLINE procesvirksomheders produktionsdata til en strategisk ressource. Ved hjælp af avanceret vision hardware kontrollerer ATLINE kvaliteten af både færdigproduceret dyrefoder og fiskefoder. Senest har virksomheden udviklet en ny maskine, der analyserer råvarerne. Det gør det muligt for kunderne at forbedre deres produktionsøkonomi markant.
I en tid, hvor procesvirksomheder er under pres for at optimere effektivitet, reducere spild og leve op til stigende krav om dokumentation og kvalitet, tilbyder danske ATLINE ApS en løsning, der skiller sig ud gennem viden. Ikke bare rå data – men brugbar indsigt, der skaber målbar merværdi.
ATLINE positionerer sig som en videns- og line solutions partner, særligt indenfor nicheområder til produktion af dyre- og fiskefoder. Ved hjælp af robotstyrede maskiner – og nu med integreret visionudstyr - tilbyder virksomheden kvalitetsanalyse i høj hastighed og med stor præcision. Maskinerne analyserer store mængder foder på et stort antal datapunkter på én gang. Det giver kunderne et dybtgående indblik i både produktkvalitet og procesperformance – områder, hvor kunderne traditionelt er afhængige af procesoperatører i forhold til produktion og laboranter i forhold til kvalitetsgodkendelse.
"Vi skaber værdi dér, hvor kunderne nemt kan miste den. Vores maskiner er designet, så de håndterer store datamængder og anvender disse til både procesoptimering og kvalitetsanalyse. Vi samler det hele i én løsning, der giver fuldt indblik i produktionen. Og vi er muligvis de første, der er lykkedes med at automatisere det i et samlet koncept," siger Kim Andersen, Global Sales Director hos ATLINE ApS.
Nyt fokus og ny forretningsmodel
Siden virksomhedens grundlæggelse i 2018 har ATLINE opereret som en projektbaseret virksomhed med fokus på dokumentation og kvalitetskontrol af færdigvarer. Nu tager virksomheden næste skridt og introducerer en maskine, der også dokumenterer og forbedrer sammensætningen af de forskellige råvarer, der indgår i recepten, for at opnå den ønskede færdigvare i forhold til næringsdeklaration og nettoindhold.
"Indtil nu har vi givet procesvirksomheder detaljeret indsigt i det færdige produkt – fx om hundefoder og kattepiller er homogent produceret, eller om fiskepiller har den rette tyngde i forhold til synkehastighed i vandet, så fiskene når at spise foderet i netop den højde, hvor fiskene befinder sig, etc. Men for enhver produktionsvirksomhed starter business casen ved processens begyndelse, dvs. ved at analysere råvarerne, så virksomhederne kan justere opskrifterne så tidligt som muligt i produktionen og dermed optimere råvareforbruget gennem hele processen. Det er her, de største besparelser ligger. I stedet for blot at tage få stikprøver af fx 30 tons råvarer, kan man principielt nu analysere samtlige 30 tons i siloen. Hvis de data anvendes korrekt, så vil en optimering på blot <0,2-0,3%, resultere i, at der er rigtig mange penge at hente i rent foræringstab," forklarer Kim Andersen.
Fremover bliver software og data en central del af ATLINEs forretningsmodel.
"Hvor vi tidligere har fokuseret på at opdage fejl i slutproduktets kvalitet, så vil vi med vores nye strategi hjælpe procesvirksomheder med at spare penge. Vi hjælper virksomheder med at forstå og udnytte deres råvarer bedre – uanset om det er til foder eller fødevarer." siger han.
Visionteknologi, der fanger selv de mindste detaljer
Før samarbejdet med Beckhoff brugte ATLINE kameraer, som havde svært ved at håndtere de krævende miljøforhold i produktionen – fugt, varme, damp og varierende afstande. Resultatet var billeder med for lav opløsning og utilstrækkelig skarphed – og dermed ringe datakvalitet.
"Vi har behov for kameraer, der kan fange selv de mindste detaljer. Det er altafgørende for, at vi kan måle på uendeligt mange datapunkter og samtidig håndtere store volumener," siger han.
ATLINE, som i forvejen anvender industri-PC'er fra Beckhoff, har valgt at integrere virksomhedens robuste vision unit, der indeholder et industrikamera, belysning og optik med en flydende linse i deres nye maskiner. Derudover anvender ATLINE også Beckhoffs visionsoftware, TwinCAT Vision.
"Valget af Beckhoff var oplagt. Deres visionsudstyr kan klare de udfordrende produktionsmiljøer. Og billedkvaliteten er så høj, at vi kan lave præcise målinger og avanceret billedanalyse. Det er afgørende for vores kunder, at kameraerne kan fange mange detaljer – især i forhold til råvarer. Den flydende linse gør det muligt at ændre fokus i løbet af få millisekunder, så billedet af prøven altid står skarpt på trods af varierende mængde i prøverne. Alt handler om data, og med Beckhoffs udstyr kan vi hente mange flere og bedre data, blandt andet fordi denne vision unit indeholder både orange, grønt, blåt og infrarødt lys," siger Kim Andersen.
Et samarbejde baseret på tillid og forståelse
ATLINE og Beckhoff deler både teknologisk forståelse og samme tilgang til samarbejde og kvalitet. Beckhoffs lokale tilstedeværelse i Danmark og deres globale rækkevidde gør dem til en ideel teknologipartner for ATLINE, som opererer internationalt.
"Vi og vores udstyr må ikke fejle. Derfor arbejder vi sammen med de bedste på deres felt – og det er Beckhoff. De forstår vores behov og leverer på højeste niveau. Det betyder alverden i forhold til vores kunder i både Danmark og udlandet. Vi har i vores samarbejde en ærlig og effektiv dialog – og det er guld værd i hverdagen," siger Kim Andersen.
Fremtiden: Strategisk brug af data
Med ATLINEs nye strategi forvandler virksomheden sine løsninger fra rene målesystemer til digitale platforme, der gør det muligt at træffe datadrevne beslutninger i realtid. Visionteknologien fra Beckhoff er en forudsætning for denne udvikling – ikke bare som input, men som grundlag for værdifulde datasæt.
”Med løsningen fra Beckhoff er vi ikke begrænset af den nuværende funktionalitet, da den åbne platform giver os mulighed for at videreudvikle systemet til fremtidige krav og ønsker. Vision er ikke længere bare et kamera – det er en kritisk funktion, der skaber stabilitet i produktionen. Data er fremtidens valuta, og vi hjælper vores kunder med at udnytte den bedst muligt," siger han og nævner at AI-programmering nok bliver næste skridt i samarbejdet med Beckhoff.
Fakta
Hvad har Beckhoff leveret?
Al styring i hver enkelte maskine til kvalitetsanalyse indeholder:
- IPC’er
- I/O’er
- Vision unit, der indeholder kamera, lys og optik
- TwinCAT Vision












