Inspector83x leverer out-of-box AI-kvalitetskontrol
arrow_backTil oversigtenMed lanceringen af 2D-visionsensoren Inspector83x tilbyder SICK nøglefærdig industriel billedbehandling baseret på kunstig intelligens, der let løser alle gængse inspektionsopgaver selv ved krævende højhastighedsproduktion.
Teach-in-mulighederne i Inspector83x kan benyttes af selv uøvede brugere til at konfigurere effektive og meget præcise AI-inspektioner (kunstig intelligens-baseret) ved fuld produktionshastighed. Med bare en håndfuld indlærte billeder, kan inspektionsresultater være oppe at køre i løbet af få minutter. Produktdesign- og batch-ændringer kan på den måde hurtigt tilføjes af en operatør.
Enkelhed og effektivitet i højhastighedsproduktion
Den op til 5 megapixel høje opløsning og den kraftig indbyggede belysning gør Inspector83x til en imponerende alt-i-én løsning. Med dens kraftfulde firekerne-CPU og højhastighedsdataoverførsel i industrielle interfaces behandler Inspector83x AI-inspektioner pålideligt direkte på enheden og det ved væsentligt højere hastigheder end dens forgængere. Dens præcise og hurtige reaktion, som ikke kræver ekstern maskinstyring, er særligt egnet til produktion af hurtigt omsættelige forbrugsvarer (FMCG-varer). Der kan typisk genereres op til 15 inspektioner i sekundet til f.eks. detektion og klassifikation af defekter og anomalier.
Kameraet er oplagt til brug i forbindelse med fremstilling af konsumvarer, fødevarer og drikkevarer, automobilteknik og emballage. Inspector83x håndterer komplekse inspektioner med største lethed. Den evaluerer produkter med uforudsigelige egenskaber, kontrollerer komplekse emner og laver OCR-læsning og verificering. Yderligere produktudrulninger i 2024 omfatter farvebilledbehandling til inspektion, så man kan foretage farvesortering, detektion af farvemæssige defekter og kvalitetssikring.
AI-baseret industriel billedbehandling til almindelige brugere
Med SICKs Nova software præinstalleret er Inspector83x nem at bruge fra start. Der kræves hverken specialiseret viden inden for maskinvision eller tidskrævende problemløsning til at specificere opgaven. Via en standard-pc tilsluttet til kameraets USB-C-port eller med netværksinterface indlærer brugerne billeder under faktiske produktionsbetingelser, hvorefter inspektionen kan starte. Det kan være tilstrækkeligt med helt ned til fem billeder. Med Inspector83x kan man også kombinere AI-funktionen med konventionelle regelbaserede værktøjer. Det kan f.eks. være, at man ønsker at tilføje en bestemt måleværdi. På den måde er det muligt at konfigurere inspektioner på den mest pragmatiske måde.
Inspector83x fjerner kompleksiteten som kendes fra konventionel maskinvision i situationer, hvor produktionen møder ændringer af produktdesigns eller emballage. I stedet for at skulle tilkalde en vision-specialist eller en ekstern konsulent til problemløsning og specifikation af regelbaserede inspektioner kan ufaglærte operatører helt enkelt tilføje et nyt produkteksempel, hvorefter kameraet indlære det af sig selv.
Til scenarier med mange billeder og store datasæt kan brugerne vælge at udnytte regnekraften i SICKs dStudio cloudløsning. Her kan man indlære sit eget neurale netværk, som efterfølgende kan eksporteres til en lille fil og køres direkte på Inspector83x. Med SICK Nova kan mere øvede brugere også udvide deres løsning med Lua-programmering og HALCON. SICKs cloudbaserede dStudio-tjeneste giver en unik fordel i form af muligheden for kollegasamarbejde og simpel dataadministration, samtidig med at enkelhed for brugeren stadig er et centralt element.
Højhastighedsdatatransmission med alsidig industriel netværksteknik
Efter opsætningen håndteres billedevalueringen direkte på kameraet, og overføres til maskinstyringen som ”OK”/”ikke-OK” resultater. Inspector83x er optimeret til hurtig datatransmission i industrielle netværk med to porte til EtherNet/IP eller PROFINET. En dedikeret højhastigheds-Gigabit Ethernet-port giver kapacitet til transmission af billeddata i høj opløsning samt datalogning eller TCP/IP-integration. En indbygget eksportfunktion kan levere brugerdefinerede konfigurationer til almindelige PLC-typer ved et tryk på en knap.
Inspector83x har syv indgange og fem udgange. Den integrerede forsinkelses- og kø-option kalibrerer kameraets billedudgange præcist, baseret på enten tid eller encoder-inputs så maskinstyringer kan aktiveres, f.eks. med henblik på at udløse en udsorteringsmekanisme
Inspector83x fungerer som stand-alone enhed, men har også et bredt sortiment af tilbehør, der kan tilvælges, hvis installationen kræver det. En dedikeret port til belysning tillader at tilslutte eksterne lyskilder som f.eks. baggrundslys eller lysbjælker. En nær infrarød (NIR) variant bliver tilgængelig senere i 2024. Med standardiseret C-monteringsgevind kan kunder montere en række objektiver fra SICK eller frit vælge at påsætte specialiserede tredjepartsobjektiver.