9. august 2022
Nye regler for anvendelsen af kunstig intelligens i maskiner er på vej, og det er netop et af emnerne på Automatik-messen i Brøndby Hallen 13.-15. september i år. Også den såkaldt digitale tvilling tages under kyndig behandling på messen, der i det hele taget forestår et omfattende konferenceprogram.
Konferencerne på Automatik-messen er populære tilløbsstykker. Foto: MCH/Lars Møller.
Kunstig intelligens, digitale tvillinger, robotter, keramiske hybridlejer, maskinsikkerhed og meget andet er på programmet, når Automatik-messen løber af stablen i Brøndby Hallen i næste måned. Messen præsenterer en lang række konferencer, der gør de fremmødte klogere på tidens tendenser inden for blandt andet automatisering og transmission.
Blandt de mange højaktuelle emner, der behandles af relevante fagfolk, finder man de nye regler for anvendelsen af kunstig intelligens i maskiner, der i øjeblikket er ved at blive fastsat i Bruxelles. Maskindirektivet, der regulerer maskiners sikkerhed, er under revision, ligesom der er en forordning om kunstig intelligens på vej. Begge regelsæt kan komme til at påvirke de krav, der fremover stilles til maskiner, som anvender kunstig intelligens, og det er noget af det, som konferencen 'AI - Hvad er potentialet' beskæftiger sig med.
- Et af de helt store spørgsmål er, hvornår det bliver nødvendigt at involvere tredjepart som led i CE-mærkningen. Og her ser det ud til at gå den rigtige vej. Både Europa-Parlamentet og -Rådet har i deres forhandlingsoplæg fundet en rimelig balance imellem de krav, der stilles til maskinproducenterne, og de risici, som maskinerne kan udgøre. Så det lover godt for den kommende kompromistekst, konstaterer Mette Peetz-Schou, seniorchefkonsulent i DI - Dansk Industri, og fortsætter:
- Fra DI's side arbejder vi for, at reglerne bliver så proportionale som muligt, og at de krav, der stilles, afspejler den risiko, som maskinerne kan påføre brugerne. Det er vigtigt, at kravene ikke bliver så omstændelige, at de unødigt begrænser de mange muligheder, der ligger i anvendelse af ny teknologi som for eksempel kunstig intelligens.
Mette Peetz-Schou taler på konferencen, der også byder på oplæg ved Peter Lemcke Frederiksen, senior project manager i Teknologisk Institut, Henrik Andersen, managing director i Inropa, og Peter Lind Nielsen, IT-advokat i Bech Bruun.
Den digitale tvillings tiltagende vigtige rolle
Også den såkaldt digitale tvilling, der er at betragte som en digital eller virtuel beskrivelse af et fysisk objekt eller system, tages under kyndig behandling på Automatik 2022. Det sker på konferencen 'Den digitale tvilling i Automations verden', hvor professor og vice section head ved SDU Robotics på Syddansk Universitet Christian Schlette ser på, hvad den digitale tvilling egentlig er for en størrelse. Samtidig giver han konkrete eksempler på, hvordan tvillingen kan anvendes allerede i den nære fremtid.
- I fremtiden vil den digitale tvilling ikke blot være et sofistikeret værktøj for ingeniører. Også operatører og andre arbejdere vil opleve fordelene ved den digitale tvilling som et lettilgængeligt programmerings- og operationsværktøj. Den digitale tvilling spiller en tiltagende vigtig rolle i planlægningen og kontrolleringen af og interaktionen med automationsteknologier, konstaterer Christian Schlette.
Han flankeres på konferencen af facilitator Michael Nielsen, CEO i Beckhoff Automation, Michael Mahler, managing director i IGE-XAO, og Otto Abildgaard, system owner - digitalization, SVM Automatik A/S.
Besøgende kan også se frem til konferencerne 'Teknologi og arbejdskraft', 'Robotter kan bruges overalt', 'Industrialisering af affaldssortering', 'Reduceret energiforbrug og længere levetid med keramiske hybridlejer' og 'Reparation og service på udstyr omfattet af ATEX-direktivet'. Se det samlede konferenceprogram hér.
Automatik 2022 arrangeres af MCH A/S i samarbejde med BITVA, DIRA og VELTEK. Messen beskæftiger sig med motion og drives, robotteknologi, maskinautomation, fabriksautomation, procesautomation, hydraulik og pneumatik samt industriel IT og transmissionsteknik. Den finder i år sted i Brøndby Hallen 13.-15. september.
Vedhæftede filer
Automatik_Foto: MCH/Lars Møller
Kunstig intelligens under lup på Automatik-messen
/Default.aspx?ID=1828&newsid=3145&PID=59514&M=NewsV2&Action=1