9. september 2014
Det er almindelig anderkendt at det er svært at spå om vejret og vi har derfor en naturlig overbærenhed med de personer der fejler når de forsøger.
Vi har lidt mindre overbærenhed med de personer der spår om teknologiers udvikling og indflydelse på vores samfund og som fejler i deres forudsigelser. I bagklogskabens klare lys kan det virke påfaldende visionsløst at udtale: ”Der er intet der tyder på at vi nogensinde vil få atomkraft til vores rådighed” (Albert Einstein i 1932), ”Verdensmarkedet for kopimaskiner ligger på omkring 5.000 stk. – højst!” (IBM til den senere grundlægger af Xerox i 1959.) og ”Om to år vil spam ikke længere være noget problem” (Bill Gates til en gruppe fra World Economic Forum i 2004). Og så har vi ikke engang taget de kendteste og værste med…
I 1920’erne gav den tjekkiske forfatter Karel Čapek navn til ’det kunstige menneske’ - en automatiseret skabning uden sjæl og intellekt, skabt til at udføre pligtarbejde. Han gav denne skabning navnet ’robot’, og robotterns høje produktivitet fører i Čapek fremtidsvision til at mennesker bliver ubrugelige, og robotterne ender med at gøre oprør mod mennesket. Forfatteren og samfundskritikeren Čapek forudsagde hvorledes revolutionerende teknologi ville kunne påvirke samfundet.
Robotterne har ikke gjort oprør – endnu. Men ”når de nu ikke tager vores liv så tager de jo nok vores arbejde fra os” – denne supplerende spådom har mange efterfølgende været parat til at fremføre.
Ved åbningen af Automatik 2014 kan vi imidlertid glæde os over at heller ikke disse forudsigelser holder stik – fordi erfaringerne viser at for danske virksomheder betyder automatik flere arbejdspladser, bedre konkurrenceevne og mere meningsfyldt arbejde til de ansatte. Når I som udstillere og besøgende på Automatik 2014 mødes om de nyeste trends og teknologier inden for industriel automatisering, procesautomatisering, hydraulik og pneumatik, robotteknologi og transmissionsteknologi så repræsenterer I et meget betydningsfuldt potentiale i udviklingen af vores erhvervsliv og vores velfærd. Og det gælder hvad enten man ser ’automatik’ som produktteknologier eller produktionsteknologier – den ene mands produkt er den anden mands produktionssystem.
Der er vækst i automatik og automatisering i disse år, men der er nogen der siger at dette først og fremmest er båret af udviklingen i vores store virksomheder. Jeg skal lade andre gøre rede for statistikken, men jeg er af den opfattelse at der i den aktuelle udvikling ligger et meget stort potentiale for vores små og mellemstore virksomheder. Det er uden tvivl sådan at teknologierne, systemerne og komponenterne bliver stadig mere komplekse, men samtidig bliver de også gjort lettere tilgængelige, hvilket udstillerne på Automatik 2014 sikkert står parat til at bekræfte med mange, mange eksempler i de kommende timer og dage. Når teknologierne bliver lettere tilgængelige så bliver små og mellemstore virksomheders fleksibilitet og agilitet til meget stærke kort. Store virksomheder har store muskler til at løse problemerne ved omstilling, men i store virksomheder er omstilling også en tungere proces: Store virksomheder er bedre til at løse de problemer som små virksomheder ikke har.
Jeg vil gerne takke arrangørerne for at man har bedt mig om at stå for åbningen af Automatik 2014. Dels fordi det er rart at være del af noget positivt og festligt som sådan en messe jo også er, og dels fordi jeg virkelig tror på det der er messens natur: at den understøtter innovation. Jeg har som rådgiver for danske og udenlandske virksomheder beskæftiget mig med innovationsprocesser og kreativitet, og hvorledes vi får dette til at blomstre bedst muligt og blive til forretningsskabelse og konkurrencekraft. Og jeg er i mit arbejde aldrig stødt på nogen enkeltstående metode der bedre understøtter dette end det at bringe mennesker med forskellig tilgang til emnet sammen omkring fysiske modeller og produkter. Det er på Automatik 2014 at opgaver og problemer kan møder løsninger, at mål kan møde midler og at projekter kan finde medvirkende. Og det er også her at man kan blive opmærksom på den komponent, det produkt, den maskine eller den samarbejdspartner som man ikke havde fantasi til at efterspørge, men som virkelig kan gøre en forskel i ens forretning - forventningerne om det uventede er og bliver en af attraktionerne ved messedeltagelse.
Jeg ønsker alle udstillere og alle besøgende nogle rigtig innovative, overraskende og udbytterige oplevelser på Automatik 2014.
Yderligere oplysninger: Professor Lars Hein, CEO, Innovationsfabrikken IPU tlf. 4525 4601 eller mail: lh@ipu.dk
Billedtekst: Professor Lars Hein, CEO, Innovationsfabrikken IPU, stod på talerstolen under den officielle åbning af Automatik 2014 i Brøndby Hallen. Fotograf: Lars Møller.
Åbningstale v/ Lars Hein, CEO, professor, IPU
/Default.aspx?ID=1828&newsid=191&PID=59514&M=NewsV2&Action=1